Min historie - det usynlige tab
Jeg glemmer aldrig den dag, hvor min verden vendte sig på hovedet. Jeg var 12 år og på vej hjem fra skole. Det var en dejlig forårsmandag, og jeg skulle til ridning. Så det var den bedste dag på ugen. Da jeg kommer forbi vores stuevindue kunne udefra se en masse mennesker indenfor. Jeg troede, at vi havde fået gæster, og jeg blev rigtig glad, for så skete der altid noget sjovt. Da jeg kommer ind, er det politiet, som er kommet på besøg. Mor fortæller mig, at de leder efter min far.
De første dage
De næste dage er jeg meget forvirret, og jeg kan ikke forstå hvorfor politiet er efter min far. Fordi politiet er efter min far, kan han ikke komme hjem. Jeg havde ikke et specielt tæt forhold med mor, og jeg var ikke særlig god til at tale om følelser. Jeg kunne i hvert fald ikke finde ud af at tale med min mor om det her. Så jeg sad ret alene om min oplevelse, om at miste min far - det usynlige tab, uden at forstå hvad der foregik.
Hemmelighed
Jeg måtte ikke tale med andre om, at min far var eftersøgt af politiet eller noget som ander. Det var meget vigtigt for mor. Jeg kan huske en aften, kort efter politiets besøg, at jeg blev opfordret af min mor, søster og moster at tale med dem, hvis jeg fik brug for det. Men det kunne jeg slet ikke finde ud af. Det var en for stor smerte for mig at sætte ord på. Jeg var nok mest forvirret. Jeg havde en far, der ikke måtte komme hjem, og som skulle skjule sig, og jeg forstod ikke hvorfor. Vi vidste heller ikke hvor du var. Når jeg tænker tilbage på de dage, mærker jeg en stærk sorg over hele oplevelsen,over mit savnet af min far - men jeg ikke huske, at jeg mærkede den på det tidspunkt. Jeg fik aldrig sat ord på det dengang.
Når politiet banker på døren
Udover at min far skulle gemme sig for politiet, skulle vi også skjule den bil, som vi mor havde, da politiet også finde have den. Min far havde begået økonomisk svindel. Bilen holdt derfor ikke derhjemme, og jeg måtte ikke sige noget om bilen, og hvor den kunne være til nogen. En eftermiddag er jeg alene hjemme sammen med vores rengøringsmand. Politiet ringer på, og vores rengøringsmand åbner. Politiet ville tale med mig - vidste jeg mon, hvor bilen kunne holde? Det var en meget ubehagelig oplevelse - jeg ville selvfølgelig ikke hjælpe politiet, men jeg turde jo heller at afvise dem - for det var jo politiet, og ville heller ikke fremstå som en løgner. Så nævnte tre steder, som var nogenlunde plausible, men ikke tæt på vores hjem. Et af dem var et indkøbssted, vi plejede at bruge, som lå et stykke væk. Det ender selvfølgelig med, at bilen bliver taget af politiet på det indkøbssted. Når jeg ser tilbage på situationen, gør det mig vred. Politiet måtte slet ikke afhøre mig. Jeg synes det var enormt tarveligt og ufint af politiet. Det skabte en masse skyld følelse hos mig. For nu havde vi ingen bil.
Fra strandvejsvilla til Rødovre
Min mor og jeg kunne jo heller blive boende i vores hus på strandvejen, da mor skulle på kontanthjælp. Min mor havde ikke et arbejde på det her tidspunkt. Fra den ene dag til den anden, gik vi fra at have råd til alt, til at vi ikke havde råd til noget.
Jeg kan huske, at jeg var på kommunen med mor for at søge om kontanthjælp. Min mor var meget frustreret over alle de papirer, som hun skulle udfylde, og det gjorde mig ked af det og frustreret - for jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kan huske at sagsbehandleren spørger mig om, hvor jeg kunne tænke mig at bo. Det var svært for mig at forholde mig til - og ubehagelig. Jeg forstod ikke hvad det hele betød - hvad ville der ske, hvis jeg sagde A i stedet for B.
Vi endte med at skulle flytte i en lejebolig i Rødovre midlertidigt i en måned, indtil der blev en lejlighed ledig, som vi kunne bo i fast. Det var noget rod. Noget skulle pakkes ned til den ene lejlighed og noget til den anden. Jeg tror også, at der var en kamp om at få kommunen til at betale min privatskole. Men jeg fik da lov til at blive der. Min mor fik presset min moster til at betale for min ridning fordi hun skyldte penge til dig far. Der var også noget torvtrækkeri. Det var heller ikke særligt rart at være en del af. Jeg følte nok skyld.
Jeg kunne også forstå på min mor dengang, at der var venner som trak sig væk fra os på grund af dig. Så der var mange ting som vendte sig 180 grader. Når jeg ser tilbage, så stod jeg faktisk alene med mine følelser - for jeg kunne ikke finde ud af at tale om det.